Anders Scheel Frederiksen fortæller sandheden om sin træning frem mod Ironman France
July 27th, 2009 af Aleksandar
Anders Scheel Frederiksen gennemførte i juli sin første ironman. Det var afslutningen på en lang og flot proces. Anders har skrevet om sin rejse ind i triathlonens verden, og bekræfter at det er muligt at udfordre sig igennem triathlon selvom man har en familie og karriere.
At lave en ironman har altid stået på min livsønskeliste.
En god ven og jeg talte om det og ville i gang. Jeg gik på nettet og fik nogle gode råd fra andre, som har gjort det.
Der stod, at man skulle træne i omegnen af 15-20 timer ugentligt. Det kunne jeg ikke umiddelbart overskue, men min hustru Charlotte og jeg talte sammen og blev enige om, at det godt kunne lade sig gøre….
Jeg er fra 1973 (35 i 2008). Min baggrund rent fysisk er, at jeg altid har været meget aktiv.
Jeg har så langt jeg husker tilbage cyklet til og fra alt muligt, lige til og fra sport, skole og arbejde, men har aldrig siddet på en racercykel.
Jeg har dyrket svømning på eliteplan som ganske ung (fra 6-14 år), jeg har spillet ishockey, gået til kyokushinkai karate (knockdown), bokset og løbet. Specielt det sidste har jeg altid været rigtig god til. En overgang løb jeg i Sparta og havde en PR på en halvmaraton på 1:15:00. Jeg havde aldrig før løbet maraton. I de sidste 3-4 år forud for min opstart på træningen, havde jeg trænet meget lidt.
Fokus har været på karrieren, familien og en mængde byggeprojekter. Så jeg var i en umiddelbar dårlig form, da vi startede.
Når man som etableret, ”normalt” menneske starter op på en ironman, er dagen fyldt op i forvejen. Man kan jo ikke strække tiden ud.
Den umiddelbare udfordring er derfor at lægge så mange timers træning ind i en hverdag, hvor man i forvejen har mange forpligtelser.
For mit vedkommende en 10 timers arbejdsdag, 2 små børn, en på små 3 år (dengang) og en som lige var fyldt ca. 4 måneder. Så der er mange ting at se til, hårde nætter uden sammenhængende søvn og mange der river i én hele dagen lang. Jeg vidste derfor på forhånd, at det i hverdagene ville være tidligt om morgenen og sent om aftenen – udover i weekenderne – at de tunge træk skulle tages.
Men idet jeg fra naturens side er sådan indrettet, at jeg ikke har brug for så meget søvn som mange andre, har jeg gode timer i de yderpunkter af dagen, hvor andre normalt sover.
Min hustru Charlotte og jeg talte også om, at jeg ikke skulle tilrettelægge min træning selv, for jeg ville ikke ane hvor jeg skulle starte og slutte og ville træne mig ihjel i ét lang stressræs.
Året forinden havde jeg forsøgt at starte op til Wonderful Copenhagen Marathon – uden træningshjælp – men opgav fordi det var for stressende.
Så med dén i bakspejlet vidste jeg, at jeg skulle have hjælp til at drive mig i mål. Via en god veninde, som kender Endurance Sport, blev jeg henvist til Aleksander Marcovic-Sørensen, som jeg fik arrangeret et møde med, og som indvilligede i at hjælpe.
Det jeg ønskede var en som tænkte for mig, så jeg bare skulle spænde skoene på, følge programmet og så i øvrigt lytte til min krop.
Jeg husker opstartsmødet på mit kontor. Det var en fredag eftermiddag, og jeg drak en fredagsøl. Aleksander tog en kop kaffe. Det føltes lidt mærkeligt at sidde der og være den eneste der drak.
Vi talte om løst og fast, og jeg oplevede en utrolig glad og positiv atlet, som var imødekommende og indlevende og viste stor forståelse for min delikate tidsudfordring.
Min udfordring var, at både min fritid og mit arbejdsliv er umuligt at planlægge. Med to små børn skal man kunne være der, når der er behov for det. Ligeledes i mit arbejde. Der er pludselig et møde, som tager resten af aftenen, og som ødelægger alle andre planer.
Det som var Aleksanders udfordring var derfor at gøre træningen så effektiv, så jeg kunne komme længst muligt med mindst mulig tidsmæssig indsats og samtidig at gøre den fleksibel, sådan at jeg selv kunne tilrettelægge, hvornår den skulle ligge.
Men uanset hvordan man vender og drejer og tilrettelægger sin træning mest effektivt, så koster det tid. Meget. Det er hårdt og ikke mindst for dem som skal leve uden dig i meget lange perioder. Specielt i weekenderne, hvor man skal være sammen med hinanden. Med en ironmantræning forsvinder kvalitetstiden. Ens forhold skal være stærkt og skal kunne bære det.
Min hustru – og for så vidt andre triatleters hustruer – kommer til at sidde og skulle underholde ungerne imens man sidder og cykler 2-3 timer i kælderen eller 4-5 timer på vejen PLUS løber 1-2 timer bagefter. Én ting er den effektive træning (10-12 timer). Der er også meget spildtid oveni, så selv med et supereffektivt program, går der hurtigt i hvert fald 15 timer på ironmanman relateret tid.
Men Aleksanders træningsplaner virkede. Den løbende træningsplanlægning har været med ca. 5 træningspas ugentligt, med fokus på 2-3 ugentlige pas, som er de ”vigtige”. De bygger 85-90% af formen, imens de sidste pas bygger de sidste 10-15%.
De 2-3 nøglepas må ikke misses. Det skete dog engang imellem, men grundlæggende skulle de holdes for at linjen i træningen kunne holdes. Jeg har også fornemmet, at træningen kørte i intervaller med et par hårde uger af gangen, efterfulgt af en til halvanden, som var ikke nær så hård. Og planen fungerede fint.
Da jeg startede på træningen, var mit mål at gennemføre Nice. Aleksander fortalte, at det var vigtigt at have et mål, og et håb. Jeg kunne på tidspunktet for opstarten ikke rigtig se enden af målet, og anede ikke, hvordan jeg nogensinde skulle kunne gennemføre, så håbet og målet på det tidspunkt var det samme; at komme i mål.
Jeg startede op i august / september 2008. På det tidspunkt var min hustru allerede irriteret over projektet, da jeg havde brugt meget tid forinden på at købe udstyr, dvs. cykel, våddragt, sko, tøj, m.m. At dyrke tri er et udstyrsstykke, og investeringen er betragtelig. Bagefter har jeg tænkt på at skulle man gøre noget om, så skal man starte op på noget fornuftigt, men brugt udstyr. Når man kommer længere i forløbet, bliver bedre og er indstillet på, at det er det rigtige, man har sat i gang for sig selv, så kan man begynde at købe mere fokuseret ind.
Noget man dog skal anskaffe sig hurtigt, er et pulsur. Jeg købte en Garmin 405 Forerunner, som jeg ikke vil anbefale, da den kører på genopladeligt batteri, som ikke lever i en hel ironman!
Min gik kold efter de første 10km på maratonen, og det skal man altså ikke ud for! Der er mange forskellige på markedet, så undersøg det godt og grundigt inden du køber noget. Der er både noget med puls, watt, højdemeter osv. at tage hensyn til. Både Garmin, Polar, Suunto og andre laver nogle rigtig fede, så man skal se sig omkring inden man smider et par tusinde på det.
For at få min træning til at hænge sammen, købte jeg mig også en hometrainer til min cykel. Jeg ved ikke, om andre laver dem, men Tacx laver dem i flere versioner. Med den i kælderen kan man spænde sin cykel op og så sidde og køre og se en film imens. At have sådan en gør, at man ikke er afhængig af tid eller dagslys, sommer eller bare tørvejr, når man skal cykle. Når man lever i Danmark, hvor sommeren er ca. 8 minutter lang, er det en must-have.
Når jeg tænker tilbage på forløbet, og jeg sidder og har gennemført min (første J) ironman og har fået helt vildt meget tid til overs til familien og arbejdet, er det jeg tænker mest på, ensomheden.
Den står som noget af det mest lysende tilbage fra forløbet. At træne ironman er meget ensomt. Man skal virkelig ville det, hele tiden. Specielt i vinterhalvåret, hvor det bare er mørkt, mørkt, og mørkt. Hertil kommer, for mit vedkommende, at min hustru ikke har været særlig positiv undervejs. Hun har siddet med ungerne og huset, og hun har oplevet en mand som (på vej ind eller ud af døren) lyser af selvværd og selvtillid. Det er hårdt og kan godt give bagslag og gøre det stadig noget sværere at trække sig igennem forløbet.
Og derfor er det sværeste i forløbet, som for mig har varet små 11 måneder, at fokusere på slutmålet. Det nemmeste er at miste overblikket, godt hjulpet af en (og det er meget forståeligt) sur hustru og ensomheden. Fokus er ekstrem vigtig. Når det er mørkt henover hele efteråret, vinteren og indtil slut april, og koldt og du ikke har andre følgesvende end din Ipod, så skal man huske på hvorfor man gør det. Og her er det også fantastisk at have en som Aleksander med på sidelinjen fordi HAN har overblikket, og guider dig imod målet, når du selv tvivler, for han har prøvet det hele før.
Min træning er gået ganske planmæssigt. Selvom jeg ikke altid har fulgt strikte til planen, Aleksander havde lagt, så har jeg hele tiden følt, er det er gået den rigtige vej. Fremad. Og det er det som trækker – udover slutmålet. Man kan mærke, at man kan køre hhv. løbe hhv. svømme længere og længere uden at blive træt, og kroppen begynder stille og roligt igen at ændre sig i en positiv retning. Jeg syntes ikke, at jeg havde for meget at give af, men jeg gik fra 80-81 kg til 73. Lad være med at sulte dig selv i din træning, bare rolig, du skal nok komme til at tabe dig!
Udover de fysiske forandringer oplever man et ekstremt psykisk overskud. Dels pga. det man er på vej imod, og dels pga. det man oplever at man kan. Og i den lille nedtur man kan føle i det ensomme, danske vinterhalvår, er de forandringer man oplever i sig selv enormt livgivende. Man får et kæmpe selvværd og enormt stor selvtillid. Og man føler bare, at man kan alt.
Det bliver til en rus at træne og at opleve sin egen udvikling. Helt ubeskriveligt. Man bliver med andre ord bidt af det i en sådan grad, at man til tider føler at det er det eneste som duer. Og det er også her vigtigt at bevare fokus. For er man som jeg en stodder på 35 med familie og karriere, skal man ikke gøre sig forhåbninger om at blive den store Sindballe eller Rasmus Henning (men en sej og viljestræk stodder 
- udtaler træneren).
Face it. Det er en personlighedsudvidende oplevelse af de helt store og startskuddet til en supersund livsstil, men det må ikke tage over (hvis man i øvrigt er glad og tilfreds med sin øvrige tilværelse, selvfølgelig).
Hvis man lytter til sin krop og står af et træningspas, når man er træt, tror jeg ikke på, at man går i overtræning. Jeg var det aldrig selv. Det største fysiske problem var sygdom. Med små unger i institution og et immunforsvar, som er lavt fordi kroppen hele tiden restituerer, er din krop som et åbent mål, hvor der bare skal sparkes ën bakterie ind, og så ligger man der med en eller anden virus. Det havde jeg en del af og det er nok svært at undgå herhjemme. Men det aftager, når man når til marts måned….
Henover forsommeren begyndte jeg at køre nogle småstævner (Triatlon ved Bastrup Sø, duathlon i Blovstrød, m.m.). Det er rigtig fedt at prøve formen og sig selv af og opleve, hvordan det hele fungerer til et rigtigt stævne. Man skal også huske, at man skal lære at skifte fra svømning til cykling og fra cykling til løb, og det kan godt være forvirrende, når man er ny i faget. Til disse små stævner møder man en masse søde mennesker i samme båd som en selv, og der er masser af mulighed for at tale tri og træning og alt muligt andet med ligesindede. En dejlig kolorit på ens ensomme vinter og efterår.
I takt med, at min form blev bedre, blev mine mål også mere positive. Jeg endte med at tro på en tid på imellem 11 ½ - 12 timer men håbede på at blive blandt de 20% bedste.
Og så oprindede dagen i Nice. Det gik som planlagt, og endda bedre. Jeg sluttede i tiden 10:37:54 med splittiderne 1:10 (Svømning) 5:45 (cykling) og 3:28 (maraton) plus ca. 12 minutter i skiftetid. Vanvittig stolt af mig selv og vanvittig glad for forløbet som sluttede bedre end jeg nogensinde havde drømt om.
Efter jeg er kommet hjem har jeg meldt mig ind i en tri klub for at vedligeholde krop og form og for at forblive en del af det fællesskab, jeg nu føler mig i.
Gode råd:
- tal det hele alvorligt igennem med din familie inden opstart. Det kan godt være, at du træner til ironman, men din hustru træner ved siden af. Ros hende som den ironwoman hun er ved at holde dig ud.
- overvej dit udstyr og lad være med et forkøbe dig for tidligt
- få en professionel træner og helst Aleksander J
- spis godt sundt og varieret (dvs. få dine 5.000 kalorier om dagen), få din søvn og følg programmet
- lyt til din krop hele tiden
Som Aleksander siger. Du har altid været triatlet, du har bare ikke altid selv vidst det.
Tak Anders..det har været en fornøjelse at træne dig og lærer dig at kende…og det skal indskydes at undertegnet ikke kunne drømme om at træne kl 5 om morgenen..R-E-S-P-E-C-T that is what is means to me
