En tåbe bevæger sig til Schweiz
October 28th, 2009 af Aleksandar
Jeg havde sidste år fornøjelsen af at hjælpe Ulrik Jessen fra København til at gennemfører en ironman - ikke just noget hverken han eller jeg troede noget der sådan lige skulle ske første gang vi mødte hinanden.
Ulrik havde før i år været igennem et virkelig langt og kompliceret forløb med skader som selvfølgelig også har givet nogle nedture omkring hans træning.
Men i år skulle det så være selvom kroppen som altid drillede helt vildt meget undervejs så var Ulrik super cool..så til tider meget mere cool omkring det end træneren der til tider var lidt bekymret.
Ulrik viste allerede til en halv ironman i maj at hans svømning og cykling havde rykket sig helt vildt og at han var klar. Løbet havde han ikke kunne træne særlig meget, faktisk blev det mest til elipsetræner i fitness centeret.
Så da Ulrik krydsede stregene var det noget af en forløsning både for jeg men især for Ulrik. Selvom jeg senere har kommet med nogle billige bemærkninger om at han så lidt følelsesmæssig ud på sit finisher foto så har jeg den dybeste respekt for hvad han gjorde..ikke kun på dagen men i hele forløbet.
Ulrik fik så mange muligheder i forløbet om at hive en fribillet og udsætte projektet..men det skulle være og han holdte ved og det var bare sindsygt flot og sejt…dog har han ikke fået sidste cheap shot omkring sin finish 
Ulrik har skrevet en beretning om sit forløb og om stævnet som især kan anbefales hvis du gennemgår lidt onde tider og manglende motivation i forhold til dit eget mål.
En tåbe bevæger sig til Schweiz
For at forklare hvorfor jeg senere tager en masse tåbelige beslutninger, er der lige en lille forhistorie.
Som barn vejede jeg vel ikke mere end en knappenål. Sundhedssygeplejerske havde gentagne sagt at jeg skulle spise mere. Hun mente jeg lå til at være lettere undervægtig. Det kunne jeg ikke forstå, og da bestemt heller ikke mine forældre, der mente de havde fået en hest og ikke en dreng med min appetit.
Det ændrede da sig også da jeg blev teenager. Jeg var begyndt at spille musik, ryge smøger, og drikke mange øl. Da jeg pludselig så mig selv i slutningen af gymnasiet var jeg en buttet dreng på 92 kilo, der vel næppe kunne løbe mere end hen til bageren efter mere wienerbrød.
Sjovt nok havde jeg aldrig set mig selv som direkte tyk, men da jeg startede som værnepligtig fandt jeg bestemt ud af det. Første test var en 5km, der blev ”løbet” på 38 minutter. Det var starten på 8 lange måneder, der var starten på et nyt liv. Jeg var vel nok den mest usle soldat de nogensinde havde set, og jeg havde det i al den tid jeg var der aldrig godt, jeg blev lettere mobbet, og ofte kritiseret for at være en svag hypokonder.
Det eneste jeg kunne overkomme at tænke på var, at når jeg er færdig herinde så skulle sgu nok vise dem hvad jeg kunne.
I de senere år, blev jeg ramt at et uheld hvor alle mine ledbånd i anklen blev revet over, det resulterede i 2 operationer, hvoraf den første var med så store fejl at jeg ikke kunne gå normalt efter 1 års genoptræning. Jeg fik at vide at jeg nok næppe nogensinde ville løbe igen, og her startede projekt ” De skal de fandme ikke bestemme igen” Ironman var målet!
Krydret med en form for leddegigt, efter en infektion jeg fik da jeg var ude at rejse. Jeg blev sendt hjem, da jeg var så afkræftet at jeg blev sendt direkte på Epidemiafdelingen på Riget, hvor en diagnose aldrig kunne stilles. Symptomerne, var træthed, næseblod, hævede lymfeknuder, hårtab, rygsmerter, diarré mm. Efter 5 måneder forsvandt det pludseligt. Jeg måtte i gang igen. 6 år senere stod jeg over min Ironman, og målet.
Med dette i mente, så ved du nu hvorfor jeg tager nogle måske lidt pudsige beslutninger. Som Aleksandar siger ” Du er sej, men dum ” - (and he too is a fool and it takes one to know one Hans mission var at gøre mig sejere og mindre dum. Det første lykkedes!
Jeg gik ind til Ironman Schweiz med en ½ Ironman fra St. Pölten i bagagen, som jeg havde kørt 7 uger før. Op til min ½ ironman, havde jeg været løbeskadet i 6 måneder,og havde kun 30km løb i benene I ALT!
Men alt funkede den dag, min svømning var perfekt, cyklen var kontrolleret og kørt mest i Ironmanpace, løb afsluttende 1.45 på de 21km,hvor jeg gik i alle depoter. FED dag,desværre gjorde min fod ondt. Dommen: Et træthedsbrud. Ingen Ironman? Kunne jeg gå på dagen, så ville jeg prøve. Beslutningen var allerede taget, selv jeg gav udtryk for andet. Kunne dog bare ikke gå med sko før 2 uger før min Ironman, så min fysioterapeut mente at jeg nok bare skulle blive hjemme. Men nej, rejsen og alt var betalt.
Schweiz, Zürich.
Jeg var klar, havde sagt til de andre at jeg ville prøve at gennemføre, men i hovedet havde jeg mere lyst til at køre alle andre agterud. Jeg var tændt og spændt.
4000 mennesker lå i vandet, klar til start. Man kunne virkelig mærke spændingen. Mange måneders træning skulle nu gå op i en højere enhed.
Jeg husker der blev råbt ” Are you ready?” Og så var det jo lige at jeg stod oppe på land, og alle andre var i vandet-ups. Det kunne da ikke være dårligere en start, men ingen panik. Jeg prøvede at hente det tabte, der var dog alt for mange at svømme forbi. Men havde en god rytme og lå og tænkte på at spare mine kræfter. Blev dog på sidste del sparket i hovedet,og måtte have fat i båd og sunde mig lidt. De tilbød INGEN kaffe. Skuffende. Min svømmetid blev 1.15, ca 10 min langsommere end beregnet.
Cykling, nu skulle jeg vise hvad jeg kunne. Min cykling har jeg altid frygtet i træning, men havde virkelig trænet hårdt og vidste jeg kunne køre stærkt på dagen hvis benene var der. Det var de, men min leddegigt drillede i lænden, og da jeg samtidig tabte mine flasker og måtte holde i alle væskedepoter,og drikke alt for stærk Powerade, så blev det en lang cykeltur. Positivt var da, at når jeg virkelig kunne sidde i bøjle og trykke, så kunne få følge mig.
Jeg nåede at pisse i min sko 6 gange, og ramme en lille pige i hovedet med en flaske. Min cykeltid bliver 5.17, og måske en 8-10 min for langsomt, men en fin tid på ruten i Zürich. Ingen tvivl om at Aleksandars træning havde gjort mig til at bæst på cyklen, følte jeg i hvert fald selv 
Nu kom så der hvor jeg vidste løbet virkelig startede for mig, for ville jeg være Ironman, så skulle der virkelig kæmpes. Jeg lagde ud i hvad jeg følte som joggetempo. Aleksandar havde dikteret LANGSOM udlæg. Jeg prøvede. For jeg havde mavekramper og alt gjorde ondt, så prøvede at løbe 6min pr km og gå i alle væskedepoter. Det gjorde så ondt alle steder at jeg tænkte, det bliver næppe værre end det her. Jeg tog grueligt fejl.
Jeg lignede vidst Dronning Ingrid ude at løbe (billederne indikerer at du her har ret). Jeg klarede de første 21km på ca 2 timer,og hefter var det egentlig slut. Jeg gik,græd, jamrede, joggede hjem den sidste halvdel. Det fede var at en del fra klubben jeg var dernede med først hentede mig her, og deres power og deres heppen på mig gav mig styrke til at æde mig selv mere end nogensinde og kæmpe mig i mål.
Målet var 100 meter længere fremme og jeg tænkte, nu er det nu Ulrik. Du klarer det. Jeg løber i mål, for et tæppe over mig. En sluttid på 11.23, og med en maratontid på 4.42. Jeg var og er stadig stolt over den dag.
Selvom det resultatmæssigt var et stykke fra min drøm, så gjorde jeg alt. Og i alle de måneder med skader op til, har det været rart at jeg havde Aleksandar til at styre min nervøsitet, mit skrøbelige selvværd, store frustrationer og smadrede krop.
Min træning handler nok om meget andet end bare at træne. Har altid set op til Aleksandar i træningen(vi er dog ca samme højde), men hans tilgang til træning, hans træningsiver, tilgang til livet og humor passer mig perfekt. Dog har han sikkert lidt meget brok dette år, men mon ikke han har grint og nydt det til tider (det har han i den grad).
Nåh men vælter ind i teltet hvor de andre kommer løbende over og giver mig et knus. Husker Thomas Laursen fra min klub som jeg har trænet meget med, siger ” Ulrik hvad du gjorde i dag var der kun 1 ud af 100 der ville kunne gøre” Skulle han aldrig have sagt, jeg begyndte at stortude, så selv min mor ville have set det som pinligt. Jeg behøver næppe fortælle at jeg havde ondt mange uger efter. Men ses vi næste år? OH yes, Roth 2010 står på menuen.
