Det er 2 uger siden det største antal danskere samtidig vågnede med ømme post ironman ben.

Challenge Copenhagen har efterladt deltagerne med store minder og ømme ben.

Efter en ironman er det naturligt man er træt - både fysisk og psykisk og en pause er derfor tiltrængt.

Men hvor lang tid bør man holde pause og hvordan kommer man i gang med sin træning igen?

Først og fremmest er det vigtigt at give sig selv lov til at være træt.

Efter en ironman kan man være helt høj på den kæmpe oplevelse der er at lave sådan et stævne, men den første uge efter stævnet er det vigtigt at man tager den med ro.

Let træning uden nævneværdig intensitet og en varighed på max 60 min pr session er det rigtige at gøre de første 5-7 dage.

Herefter bør man komme i gang med lettere træning, men det er vigtigt at denne træning er lystbetonet.i

Det betyder at hvis man er super træt så skal man ikke overdrive sin træning, men man bør bestemt træne lidt.

At hive stikket på al fysisk aktivitet har jeg aldrig været fan af men på den anden side er man nød til at respekterer hvis træning hænger en ud af halsen - her kan alternative fysisk aktiviteter være oplagte.

Har man et behov for slet ikke at træne er det vigtigt at forstå at det er en konsekvens af en periode hvor man har kørt lige lovligt hårdt på i træningen - hvilket ikke her hensigtsmæssigt ifht. træning.

For megen træthed har ophobet sig i kroppen og man har garanteret ikke preformet op til sit yderste.

Det er super vigtigt at anderkende en sådan træthed til næste gang du skulle få lyst at træne - er du meget meget træt har du trænet for hårdt og bør i næste træningsforløb planlægge ud fra denne feedback.

Når du er ude og træne kan det være fristende at rulle i et par timer og jogge super let.

Her vil jeg slå et slag for at du i stedet skærer varigheden af træningspassene ned men istedet indlægger intensitet.

Intensiteten i uge 2 efter ironman bør være tempo (jvf. Andrew Coggan), halv ironman intensitet, Hi-aero (jvf. jack Daniels).

Dvs. når du cykler så vil et godt pas være at varme op i 15 min.

Herefter 30-45 min tempo/halv ironman intensitet efterfulgt af nedvarmning. 2-3 ture om ugen af disse.

På løbet kan du sigte efter 15-30 min sammenhængende intensitet i dit 10 km pace + 25-35 sek. pr km. Dvs. løber du 40 min på 10 km så løb omkring 4.30 pr km.

Dog bør du max løbe 2 af disse ture på en uge efter en ironman. Resten af dit løb bør være med fokus på teknik og små 200 m intervaller med lang pause.

I svømningen bør fokus ligges på at bibeholde styrke. Det betyder håndpaddler, pullbouy og band!

Du bør dagligt lave flexibilitetstræning (det tager 5 min om dagen) samt styrkeøvelser 2 gange om ugen.

I alt dette er det absolut vigtigste dog at du lytter til kroppen og lader din samlet træthed blive mindre så du er klar til flere gode oplevelser.

God træning!

Søndag var årets højdepunkt for rigtig mange af out of bubblegumgs hårdt pumpet triathleter.

15 atleter stod i Amager Strandpark kl. alt for tidligt klar på strandbredden.

Alle der begyndte forløbet for mange måneder siden var til start - igen ingen skader der afholdte dem fra at konkurrerer blandt atleterne.

En god dag kunne begynde.

Alle der stillede til start gennemførte og jeg kunne stolt se se resultatlisten igennem og finde følgende tider.

Bag hver tid gemmer sig en ganske særlig historie som jeg har været meget glad for at være en del af.

Stort tillykke til;

Thomas Carlsen 10.48. Første ironman.

Jens Åløse 11.01. Personlig rekord.

Arne Eskildsen 11.25. Første ironman.

Morten Olsen 11.26. Første ironman.

Morten Hasselblach 10.36. Personlig rekord.

Peter Hjermind 14.25. Første ironman.

Anders Hjortlund 9.05. Konfirmaton af flot Ironman Brazil. På vej til Hawaii.

Thomas Jakobsen 11.38. Personlig rekord.

Glenn Jensen 11.28. Første ironman.

Peter Nielsen 9.38. anden ironman, første triathlon år.

Jakob Plesner 13.26. Første ironman.

Henrik Warming. 11.46. Første ironman.

Kasper Ougaard 9.36. Første ironman.

Rune Skovman 9.41. Comeback ironman efter alvorligt styrt.

Lars Skriver 11.24. Første ironman.

Daniel Wecher 12.19. Første ironman.

Det er altid noget ganske særligt at hjælpe nogle med at en gennemfører målet men d. 15 august må stå som et forløbigt højdepunkt for mig.

Aldrig har jeg før haft så mange atleter i ilden på samme tid og jeg kørte også selv racet.

Det var enormt stort at se nogle af dem komme i mål og sidde hjemme og følge tiderne.

Jeg har svært ved at beskrive for stolt jeg er af hver og en.

Alle har trænet omkring 10 timer om ugen nogle lidt mere og nogle lidt mindre!

Alle klarede sig fantastisk og bag hver tid gemmer sig en ganske særlig historie om et ganske særligt forløb og en ganske særlig dag!

Tak fordi jeg måtte være med.

Måske kan du huske Lars’ tur til Roth i 2009, måske har du glemt den?

Men en ting er sikkert du kan altid læse den igen.

Lars besluttede sig dog rimeligt hurtigt efter sin Ironman debut at smerten og glæden skulle genopleves og han tilmeldte sig Ironman Lanzarote som blev kørt i maj.

Hvad tænkte han dog på ?

Kamp på vulkaner.

Allerede da min kammerat Mads og jeg i 2008, sad og skulle finde et stævne, hvor vi kunne prøve
kræfter med IM-distancen, var Lanzarote dukket op. Vi opgav dog hurtigt ideen om at begive os ud
i denne vanvittige udfordring for vores første IM-race.

Efter gennemførelsen af Challenge Roth i 2009, var ambitionen om at opleve Lanzarote Ironman
atter krøbet op under huden på mig….
Dertil kom at jeg savnede et mål, hvis jeg skulle blive ved med at holde træningen ved lige.

Tanken blev vent og dejet nogle dage og hjemmesiden endeligt
kaldt frem.

Tilmeldingen var realitet den 27. juli 2009 kl.20:31!

Nu skulle der trænes og da Aleksandars programmer havde virket fint for mig i mine forberedelser
til Roth, var det naturligt, at sætte ham på sagen igen og fortsætte der hvor vi slap.

Lanzarote Ironman bliver beskrevet som én af verdens hårdeste pga. det bakkede terræn, varmen
og ikke mindst vinden!

At drager sammenligninger med forholdene i Roth er ikke umiddelbart muligt efter min mening, da de nævnte forhold har stor indflydelse på ens præstation og ydeevne.

Fra starten af kunne jeg se, at mine træningsprogrammer var lagt noget anderledes op i forhold til
året før. Bl.a. steg intensiteten og der blev lagt langt mere intervaltræning ind -hvilket bestemt ikke
er min kop te og har afstedkommet adskillige eder og forbandelser- men det rykker formen og det i
sig selv burde være sliddet værd! J

Tidsmæssigt lå den ugentlige træningsmængde på 8-11 timer, afhængig af mit arbejdsskema.
Den forholdsvis lange og kolde vinter herhjemme bød på noget af en udfordring for både psyken
og ankler.

At sidde mange timer på turbo-træneren indendørs og kigge ud på sne og slud satte gang i drømmene om varmt vejr og bakkede landskaber mange måneder ude i femtiden!

Anklerne led under de elendige løbeforhold og jeg var da heller ikke forskånet for, at vride om et
par gange undervejs….

Som sidste år planlagde jeg atter at tage på træningsophold på La Santa, sidst i februar måned,
hvor de afholdt Long Distance Triathlon Camp.

Ugen dernede gik godt og jeg undgik overbelastningsskader denne gang ved at holde intensiteten
nede. Igen fik jeg god feedback på min svømning og kunne samtidig se at træningen havde båret
frugt…. -jeg lå ikke længere i begynderbanen

Da jeg sad i flyet og vi lettede fra Lanzarote, med kurs hjemover, tænkte jeg at næste gang jeg
igen befandt mig på denne forblæste, stenede og golde ø ville det for alvor være for at prøve
kræfter med de satans stigninger på cykelruten og varmens forbandelse under løbet.…
Lørdag den 22. maj skulle slaget så stå og jeg var ankommet om onsdagen efter en meget lang
rejse fra Skandinavien via København, Vejle, Billund og Las Palmas. At der ikke er meget liv i
Billund lufthavn kl.0300 kan hermed bekræftes!

Dagen før var cykel og skifteposer blevet checket ind og afleveret og alt var klargjort. Morgenen
summede af aktivitet, krydret med forventningernes nervøsitet og udfordringens tavse brøl i
kulissen. Vi glædede os alle til at komme i gang…

Kampen mod elementerne begynder.

Starten gik kl.0700 og vandet blev med ét et oppisket vildt, frodigt scenarie af roterende arme og
sparkende ben som bare skulle derudaf.
Jeg havde ikke prøvet sådan en fælles start før, men havde selvfølgelig hørt om galskaben fra bl.a. Aleksandar og andre som jeg havde talt med.

Da jeg ikke er den hurtigste svømmer i andegården og derfor stod et stykke tilbage i køen, tog det
et lille minuts tid før jeg kom frem til vandkanten og kunne kaste mig i bølgerne. Forholdene var
rigtig fine med ganske små bølger og ingen strøm af betydning.

Jeg fandt hurtig en god rytme og lagde hjerne i svømme-mode. Nu galt det om at komme fremad
og undgå alt for mange ”tæsk” undervejs!

Navigationen gik fint (bare følg de andre J ), men jeg
undgik ikke helt at svømme zigzag af og til pga. kollisionsfaren som jævnlig opstod. Masken fik sig
da også et par dask, så jeg måtte stoppe op og sætte den på plads et par gange. Helt fin i kanten
har jeg nok heller ikke selv været, da jeg kunne høre nogle eder og forbandelser et par gange
undervejs…

Første runde blev gennemført og nu var der heldigvis lidt bedre plads på andet loop.
Da jeg kom op af vandet efter 1:15 følte jeg mig rigtig godt tilpas og glædede mig til de 180 km
cykeltur i den baske og særprægede natur, som former Lanzarote.

T1 tog noget længere tid end jeg regnede med, men da jeg viste at solen ventede derude valgte
jeg at bruge ekstra tid på at få solcreme påført før jeg kastede mig ud i den kommende bageovn.
Ideen om at ligne en kogt hummer dagen efter var ikke med i mine planer…

De første 45 km syntes at gå forrygende. Jeg havde denne gang husket at få mit puls ur med
og kunne se at kilometerne strøg af sted på Polar uret.

Tiden var god og jeg var happy…
25 km skiltet dukkede op og jeg tænkte –hva´ fanden… det kan sgu da ikke passe det her…??!! En
eller anden torsk må have sat det skilt helt forkert…! Men efter et stykke tid dukkede 30 km skiltet
op og det gik op for mig at min speedsensor lavede numre med mig. Det skulle blive en lang dag
på vulkanøen!

De værste stigninger blev overstået efter godt 120 km, hvor man passerer den nordlige del af øen
og sætter kursen sydover igen. Væskemæssigt følte jeg mig godt kørende og min puls lå fint lavt,
når det altså ikke lige gik opad på nogle af de 2550 højdemeter som ruten består af. Vinden havde
været barmhjertig og et behageligt skylag havde dækket en del af ruten. Nu trådte solen dog frem
for alvor og varmen steg med raketfart.

Tiden var en anden sag… Med den fart jeg skød kunne jeg godt se, at de 6 timer jeg havde sat
næsen op efter var svære at nå. Kramperne var så småt begyndt at melde deres ankomst, når jeg
satte farten op, så jeg valgte at lytte efter og holde et tempo, der lod dem stå lige uden for ”døren”.
Efterfølgende er jeg kommet til den konklusion, at bl.a. mit energi indtag undervejs var for
mangelfuldt!

Jeg kørte på High 5 gel produkter, som havde virket perfekt for mig i Roth, men som desværre var af den forkerte slags i varmen, da de ikke indeholdt nok elektrolytter. Væske havde jeg fået nok af, men jeg savnede salte og mineraler…!

De sidste 60 km var noget af en kamp og da det endelig begyndte at gå nedad mod Puerto del
Carmen og målområdet steg humør barometeret adskillige grader. Nu skulle det blive skønt at
komme af carbon hesten og begiver sig ud på den sidste del af dagens udfordring… –maratonen.
T2 tog igen lidt ekstra tid bl.a. pga. solcreme og et par løbestrømper der drillede seriøst, men på
kom de og nu skulle der løbes.

Jeg kom nogenlunde igennem de første 21 km og fulgte min pace plan i store træk. Ruten var lagt
op som 3 loops, hvor første loop var længste med 20 km efterfulgt af 2 kortere på hver 11 km. At
man i den grad kan misunde folk med et gult og rødt frotté armbånd på skal hermed erkendes!
De sidste 21 km skulle blive de ondeste jeg nogensinde har gennemført.

Efter at havde fået tildelt mit gule armbånd gik det støt ned af bakke. Muren havde ramt mig og mine ben krampede…. Jeg havde forsøgt at råde bod på skaden ved at indtage nogle Powerbar energi gels, der blev uddelt ved enkelte af væskedepoterne undervejs, men skaden var sket…

Under en kombination af gang og løb fik jeg kæmpet mig til det røde armbånd, der viste at jeg løb
på den afsluttende runde.

Nu skulle de 11 km ”bare” gennemføres.

Folks opbakning på den sidste del af ruten, ind til mål, var fantastisk!
Der blev klappet og råbt
opløftende ord til os deltagere, hvilket gav fornyet energi og lyst til at fuldføre dette vanvid.

At løbe gennem målporten var, som i Roth, en ubeskrivelig følelse af euforisk glæde og stolthed
over at havde gennemført et af verdens hårdeste ironman løb.

Smerterne fra ruten var det hele værd selvom tiden på 13:10:45 måtte opskrives noget i forhold til mit eget ambitionsniveau.

Jeg havde forinden løbet sat en ønsket tid på omkring 12 timer, men set i bakspejlet var dagen
ikke til det. 3 uger før havde jeg lige akkurat sluppet 11 dages influenza, hvor træningen var sat
helt i stå og dét tilsat kombinationen af mangelfuldt energi indtag undervejs gjorde måske udslaget.

At jeg samtidig valgte ikke at gøre brug af ”special needs bag” på cykelruten er nok ikke den
smarteste beslutning jeg har truffet… Her er der mulighed for at supplere op med de ønskede
energi produkter som man selv har lagt i posen før starten. Noget jeg bestemt vil gøre brug af, når
næste udfordring af IM-distancen står for døren den 29. august i Canada.

Men tid er jo en relativ størrelse og såret forfængelighed individets eget malurt.
Gennemførelsen af en IM-distance kan ikke tages fra én, når man først har passeret målstregen og med løftet pande modtager sin medalje!

Trods lav aktivitet på out of bubblegums blog har der været gang i den.

En del atleter har kørt stævner og det er blevet til mange flotte placeringer og en sejr.

Jesper Clausen vandt i Frankfurt de Europæiske mesterskabet for CEOs på ironman distancen.

Det var samtidig Jespers første ironman og indsatsen ville i Herning sikkert kunne beskrives som; “Jævnt god” og i Københaven som “Fabelagtig”.

Jesper havde et forløb frem mod Frankfurt uden skader og med en støt sigende formkurve og det er rigtig spændende at følge ham til Oktober på Hawaii.

Træneren er ikke i tvivl om at der er mere at komme efter og er igen overbevist om at store mængder i træningen ikke er nødvendig for alle for at nå deres drømme.

Jesper begyndte at træne triathlon i efteråret 2009 og har trænet omkring 10 timer om ugen - I like this!

Som med de andre OOB atleter bliver det spændende at følge Jespers udvikling.

Lørdag den 22. maj kl. 07.00 gik starten til IM Lanzarote, som har sloganet “The World’s Toughest Ironman”. “Hmm, hvad tænkte jeg på?” Det var samtidig min debut som triatlet.

Jeg hedder Peter Nielsen. Jeg er 32 år og bor på Østerbro. Meget af min træning foregår alene, da jeg arbejder 3-holdsskift som driftsmester hos Frederiksberg Forsyning. Af samme årsag kan jeg desværre ikke deltage i så meget fællestræning, som jeg kunne ønske mig.

Jeg har altid dyrket en eller anden form for sport.

I 2009 besluttede jeg mig for at løbe et maraton, så jeg meldte mig til Copenhagen marathon og gennemførte på tiden. Da min kæreste også løber, ville hun også løbe et maraton. Så vi meldte os begge til Berlin marathon, som jeg løb på. Jeg fik derfor løbet to maraton det år.

Det var fede oplevelser at løbe maraton, men under stærk påvirkning fra min gamle body fra mili, kastede jeg mig ude i at dyrke triatlon. I oktober begyndte jeg at træne mod IM Lanzarote. Jeg meldte mig ind i TRI4 for at lære at svømme, og forhåbentlig møde nogle fine mennesker. Det sidste lykkedes, jeg ved ikke rigtig med det første.

I december nåede jeg til den selvanerkendelse, at jeg trænede forkert. Jeg trænede for meget og for intensivt. Så var det jeg kom i tanke om et indlæg, jeg havde læst omkring energiindtag. Det indlæg havde jeg gemt, og så dukkede navnet Aleksandar Sørensen-Markovic op. Jeg talte med nogle fra Sats som Aleksandar også trænede. Jeg tog kontakt til Aleksandar og fik aftalt et møde. Efter mødet gik jeg der fra med en god fornemmelse og jeg besluttede mig for, fra 1. januar 2010 skulle Aleksandar planlægge træningen for mig, frem mod IM Lanzarote i maj 2010 og Challenge Copenhagen august 2010.

At jeg fik Aleksandar til at planlægge min træning, har været den bedste beslutning jeg har truffet i relation til min træning. Det er vildt, så meget jeg har rykket min form på så kort tid, og jeg sætter stor pris på den ro, han giver mig, når jeg synes der er noget, der ikke går som det skal.

Pludselig var det blevet maj, og jeg stod nede på Lanzarote og tænkte tilbage på den store hjælp, jeg havde fået af Aleksandar, TRI4 og Sats, plus de mange super fede mennesker, jeg havde mødt i forbindelse med træningen.

Jeg var rejst til Carmen 7 dage før raceday, så jeg havde været to gange ude at svømme på ruten. Jeg fik også løbet et par gange på løberuten. Da jeg har været sammenlagt 3 uger på Club La Santa inden for de sidste 9 måneder, havde jeg cyklet en del på øen.

Dagen før race forløb stille og roligt. Jeg var lige en tur ude og teste udstyret af, inden jeg skulle ned og aflevere cyklen og skifteposerne. Jeg spiste en god frokost, da det ville være det sidste store måltid inden race. Jeg gennemgik poserne en ekstra gang, nussede lidt med cyklen, inden jeg gik ned for at aflevere det hele. Efter jeg havde afleveret det hele, fik jeg da også talt lidt med nogle andre triatleter, som skulle lave IM. Så var det hjem på værelset og lade op. Det blev til en lille let aftensmad, inden jeg gik seng for at forsøge på at sove. Jeg fik dog sovet, inden jeg skulle op igen.

Dagen startede tidligt, vækkeuret ringede kl. 04.00 op og jeg spiste en gang let morgenmad, inden jeg gik ned til cyklen for at pumpe hjulene op og sætte mine drikkedunke på og aflevere min special aid pose. Jeg valgte også at tape nogle gels på overrøret. Det skulle senere vise sig at være en god beslutning. Jeg havde planlagt at få min energi gennem min egen blanding i drikkedunkene og så supplere op med vand på rutens vandposter.

Tilbage på hotellet havde jeg tid til at tænke min raceplan igennem og huske hvor mine skifteposer, var anbragt. Jeg skulle “bare” igennem svømning, men forsøge at ligge så tæt op af andre, så jeg sparede på kræfterne. Hvis muligt, så gøre alt det, Niels Toft fra TRI4 havde forsøgt at lære mig.

Inden afgang til Lanzarote havde jeg lavet en FTP test og ud fra den, havde Aleksandar lavet 4 watt-zoner. 1 zone: 209 watt på små nedkørsler, goal watt: 220, længere stigninger: 231 watt og korte stigninger: 242 watt (Power Tap) når jeg nåede 45-48 km/t på nedkørslerne skulle jeg stoppe med at træde i pedalerne. Aleksandar havde fortalt, at jeg nok ville være en af dem, der kørte langsomst på de første par stigninger. Vi havde planlagt at jeg skulle køre konservativt på stigningerne, da der også skulle løbes bagefter.

Det var de watt-zoner, jeg skulle køre efter, så jeg ikke brændte alt krudtet af inden løbet. Når jeg skulle starte med at løbe, skulle jeg starte stille ud og sigte efter en pace på 5.00 min/km efter 1 til 2 km.

Jeg gik fra hotellet kl. 06.10, med våddragten trukket op til hofterne og jeg følte mig klar. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har været så klar til noget før.

Ned til startområdet og få hængt min warm-up bag på plads. Så var det ellers på med dragten og ned og få en hurtig tur i vandet. Der blev jeg så klogere. Der var lukket for at kunne komme en tur i vandet inden start, så jeg gik over og fik placeret mig så godt som muligt til start.

Startskuddet gik. Det var fedt og jeg nød det. Da jeg endelig kom til vandet prøvede jeg at komme i gang, i det store virvar af fødder, arme og hvad jeg nu ellers stødte på. Her fandt jeg ud af, hvorfor det er godt at kunne vandpolo crawl. De første par meter skulle jeg ikke have hovedet under vand, for så at komme op med en størrelse 45 plantet mellem tænderne. Så var det ellers med at komme i gang og finde en rytme. Rundt om bøjerne gik tempoet ned, og jeg var oppe og se, om der var et hul jeg kunne komme igennem. Ellers fulgte jeg bare flokken, men jeg søgte hele tiden at komme længere frem. Hvis jeg så et hul og havde overskud øgede jeg farten. Jeg fik tilbagelagt de 3,8 km svømning på 1.15.04, som placerede mig som nr. 881. En tid jeg er glad for, da jeg ikke har svømmet så længe og ifølge min træner heller ikke har lært endnu ; o), så der noget at arbejde videre på.

Så var det op og finde skifteposen, ind og af med våddragten, på med nummerbæltet og få noget solcreme på. Jeg måtte lige vente lidt, inden de var klar med solcremen. Det føltes som lang tid. Kom op til cyklen og fik hjelm og solbriller på og så var det ellers af sted. Cykelskoene sad på cyklen, fastgjort med elastikker, så det blev også min debut i at komme i gang på den måde. Det gik problemfrit.

Cykelruten er 180 km rundt på det meste at Lanzarote og består af 2551 højdemeter og en del dårlig asfalt.

Jeg blev overhalet af et par stykker på den første, mindre stigning, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var på de lige stykker, jeg havde min helt store force. Der fik jeg kørt mig godt op igennem feltet, men allerede på de næste par stigninger begyndte det at se bedre ud. Jeg tog hele tiden et par placeringer. Der var altid en enkelt eller to, der gik forbi på stigningerne, men de blev hentet igen på nedkørslen eller lige så snart det fladede ud.

Din browser understøtter muligvis ikke visningen af dette billede.

Kilometerne fløj af sted og pludselig var jeg ved speciel aid station og fik min pose med min egen blanding (3 stk. drikkedunke, 1 banan og 1 energibar). Jeg måtte stoppe op for at få det på cyklen. Det var lige inden nedkørslen af Tabayesco. Der skulle dog ikke gå lang tid, før jeg hørte en dårlig lyd. En af mine drikkedunke hoppede ud af holderen, på vej ned ad en mindre nedkørsel. “Arh pis”! Nå det skulle jo ske før eller siden. På den sidste store nedkørsel efter Mirador Del Rio røg den anden af mine egne drikkedunke af. Jeg havde fået en halvfyldt drikkedunk på en af vandposterne. Så jeg havde min egen halvfyldte plus en med vand. Det skulle vise sig at den næste vandpost var meget langt fremme. Jeg skulle først ud på en lang nedkørsel, men det var fint nok. Så kom vi ud på hovedvejen. Her kom jeg ud i mit rette element. God asfalt og stort set ingen stigninger. Jeg kørte alt ind, hvad jeg fik øje på. Her fik jeg arbejdet mig godt op i klassementet. Jeg kørte og tænkte “damn jeg skal finde en fladere IM næste gang”. Modsat Aleksandar, der gerne vil finde nogle bjerge. På et tidspunkt løb jeg tør for energidrik og vand .

Inden vandposten, skulle vi op ad en mindre, men lang stigning. Her begyndte en mindre krise. Jeg syntes ikke jeg kunne træde nogen watt, og mit GPS ur og kilometerskiltene var helt vildt uenige om, hvor langt der var igen. Der var ca. 15 km forskel. Kilometerskiltene viste, at jeg havde kørt 135 km. Uret viste tæt på 150 km. “Fuck, der var langt igen ifølge km skiltene” og jeg var tørstig. “Kom nu videre, hold dig til planen, det skal nok gå”. Jeg kørte dog stadig fra de fleste og endelig kom vandposten. Det gav det overskud, jeg havde brug for, så jeg fik sparket til mig selv og cyklen og var glad for mine gels, jeg havde valgt at sætte på overrøret.

Din browser understøtter muligvis ikke visningen af dette billede.

Da jeg kom ind i Carmen tænkte jeg, at det må da være noget af en omvej, vi skal ud på. Der manglede stadig 15 km ifølge kilometerskiltene, og ifølge mit ur var der kun 3 km igen . Jeg ville lige over den næste lille bakke for at se, hvad der var på den anden siden. Stor blev overraskelsen, da det var målområdet, så jeg nåede kun at få den ene fod ud af cykelskoene. Så jeg måtte stå og fedte lidt med den anden, inden jeg kunne komme ind og aflevere cyklen. Jeg fik også set på min cykeltid 5.50.11, som var 261 hurtigste cykeltid. Jeg fik en optur. Jeg havde virkelig håbet, jeg kunne cykle under 6 timer. Så stor var glæden, da jeg sad og tog løbeskoene på.

Så var det ellers i gang med at løbe. Ruten bestod af 3 loops og var ikke helt flad. Hvor det første loop bestod af 21 km, så når det loop var overstået, var jeg halvvejs. Det var en fed opbakning jeg/vi fik på store dele af ruten. Specielt i starten, hvor min gamle militær ven og TRI4 medlem Dennis Pedersen og hans storebror TRI4s sportschef Kim Jessing, stod og heppede på mig. Det gav virkelig luft under vingerne, men også lidt for meget. Jeg kom til at lægge lidt for hårdt ud på de første 2 km, så jeg måtte ned i tempo.

På et tidspunkt på det først loop skulle jeg tisse helt vildt, så jeg så mig om efter et toilet. Der kom bare ikke noget. Så jeg begyndte at tisse i bukserne, hvilket var gået fint på cykelturen, men det gik ikke helt så godt når jeg løb, da det rendte lige ned i den venstre sko, og det ville jo medføre en alt for våd og tung sko. Så jeg måtte vente til der kom et toilet, og der gik lang tid og mange km.

Jeg kunne se på mine lap tider, at jeg ikke kunne holde den planlagte pace på 5.00 min/km. Der var ikke helt så meget at skyde med, men det gik fint.

Jeg mistede overblikket over, om jeg arbejdede mig op i klassementet, eller hvordan det gik. Jeg løb bare. Det jeg savnede mest, var de manglende kilometerskilte. Det bruger de ikke på Lanzarote, når der skal løbes. Efter ca. 25 km begyndte jeg at drikke cola, skulle have det mest simple sukker ind. “Ud på sidste loop kom nu de sidste 10 km”. Ved 38 km fik jeg krampe i højre baglår.”Pis hurtigt nede og strække, talte til 10, gav mig selv en sviner. Kom nu SG Nielsen. Nu har du løbet hele vejen. I gang igen”. Så jeg begyndte at løbe igen og måtte glemme alt om at løbe korrekt. Jeg løb med et halvt strakt højre ben, Jeg så rimelig dum ud, kunne jeg forestille mig. Efter et par 100 m forsøgte jeg at løbe mere korrekt. Jeg kunne mærke, at det gik fint, så det var bare med at klø på. På den sidste lille bakke inden målstregen, gav jeg det sidste, jeg havde i mig. Jeg løb i tiden 3.43.18 som var 196. hurtigste løbetid.

Hold kæft det var fedt at krydse målstregen. Jeg fik hverken set på sluttid eller noget. Jeg var bare glad, træt og fuldstændig smadret på den fedeste måde. Jeg blev overrasket og glad over at den official, der tog i mod mig var Dennis’ kone Kamilla. Dejligt at støtte sig op af en jeg kendte. Hun fik mig hen i skyggen og sørgede for noget at drikke og spise. Jeg skulle dog lige op og have et skud drop som så mange andre. Her kom jeg til at ligge sammen med nogle andre danskere. Der gik dog lidt, inden jeg lige fik talt løbet igennem med dem. De syntes, det var flot kørt og en tid jeg skulle være glad for, når det var min første IM på 11 timer.00 min.19 sek, som endte med en samlet placering, ifølge resultatlisten, som Nr. 240.

Ikke at det betyder så meget, hvad andre syntes, jeg var glad for min egen præstation. Jeg havde ikke mere at give af, da jeg kom i mål. En alt for fed oplevelse, som jeg ikke kunne fatte på selve dagen. Det var jeg for smadret til.

Jeg vil takke Dennis, Camilla og Kim for at være på Lanzarote. Tak for opbakningen. Det var også rart, at Kim skulle bo i min lejlighed efter racet, så jeg fik vist talt hans ører af, inden han sørgede for at jeg fik noget at spise: Det hele sluttede med en tur på Burger King.

Anne-Marie som er min kæreste fortjener også en stor tak for at give mig en god opbakning og støtte på vej frem mod målet. Og for at bære over med mig i dagene op til race, hvor jeg var lidt pirrelig for at sige det mildt.

Der er stadig meget for mig at lære, herunder svømning og at få bedre styr på mit energiindtag, for bare at nævne to ting blandt mange. Jeg kunne også have fortalt meget omkring den træning Aleksandar planlægger for mig, men jeg har valgt at fortælle om mine oplevelser under racet. Hvordan jeg træner, fortæller jeg med glæde, bare spørg hvis I ser mig.

Ved weekendens DM i sprint triahtlon/ tri på tyren var out of bubblegum velrepræsenteret.

Følgende resultater er blevet observeret og godkendt.

I motionsdelen af stævnet også kaldt “Tri på tyren” hvor der er fælles start blev resultaterne således;

Results

19 Morten Hasselbalch 802 Herre 18 5 1:15:19 14:03 (1:52) 1:14 38:14 (36,41) 0:43 21:04

32 Arne Eskildsen 708 Herre 31 5 1:18:16 16:03 (2:08) 1:52 39:33 (35,18) 0:48 19:59 (3:59)

37 Jens Aaløse KVIK Tri Team 754 Herre 36 5 1:19:13 15:55 (2:07) 2:20 38:11 (36,46) 1:34 21:12 (4:14)

98 Jakob Mathiasen 749 Herre 89 5 1:32:34 17:21 (2:18) 3:10 47:57 (29,03) 1:37 22:27 (4:29)

110 Peter Hjermind 813 Herre 100 5 1:34:45 15:52 (2:06) 3:24 44:34 (31,23) 1:33 29:21 (5:52)

I DM stævnet hvor deltog kun en fra oob ud over træneren men han var tilgengæld super hurtig.

45 Jesper Clausen M Ninjas.dk 377 M 35-39 år 5 5 1:09:11 11:39 (1:33) 1:32 36:51 (37,76) 1:00 18:07 (3:37)

Super fin formtest for alle og dejligt at se de flotte forbedringer

Weekenden bød på to stævner med deltagelse af hårdpumpede oob triathleter.

Ferry Adler var taget til Østrig men blev syg og kom aldrig til start.

Det er intet mere frusterende end at måtte melde afbud til et stævne man har trænet til, men desværre er det ikke alt man kan kontrollerer.

Anders Hjortlund var taget til Brasillien for at prøve at kvalificerer sig til Ironman Hawaii.

Anders har hele vinteren lavet utroligt meget om på sin træning og var nok lidt i tvivl om det nu virkelig var nok til at være i top form.

Han kørte et super flot stævne som var helt på niveau med hans træning.

Anders vandt sin age group, blev nr 14 ud af alle deltagere og kom næsten under 9 timer..manglede kun 2 minutter men så er der jo også grund til at træne videre

En weekend der afspejler og og nedturene i en sport som triathlon.

The training continues!

Lars Kobbelgaard fik for et par ugen siden sin triahtlon debut i Barcelona på den halve ironman distance.

Lars beskriver her sin oplevelser.

Søndag den 16. maj kl. 8.15 gik starten til Half Challenge Barcelona 2010. Det blev samtidig startskuddet til en spændende dag, som jeg siden oktober sidste år har set frem til som min triathlondebut.

Jeg hedder Lars Kobbelgaard, runder 30 år i denne uge og kommer fra Juelsminde.

For år tilbage har jeg kørt lidt cykelløb, men stoppede i 2002, da jeg på det tidspunkt følte at det var svært at kombinere med mit arbejde som tømrer.

Siden har jeg i en lang periode ikke dissideret dyrket nogen sport, ud over at give den gas på arbejde.

I 2009 fik jeg pludselig lyst til at begynde at løbe, hvilket resulterede i 3 marathons i Hamburg, København og Berlin.

Dette var store oplevelser, og da jeg samtidig havde gode venner der var begyndt på triathlon lod jeg mig smitte, og tog kontakt til Aleksandar.

Jeg deltog på stafethold ved Tri09, hvor jeg tog mig af cykeldelen, og jeg blev meget opsat på at ville gennemføre hele stævnet selv i 2010.

På den måde blev Tri10 sådan set mit mål for at begynde at træne triathlon.

Jeg havde dog én ret iøjefaldende udfordring inden jeg kunne komme der til: Jeg kunne ikke svømme!

Det kan bevidnes af samtlige af vores venner, der var med på Club La Santa i efteråret 2008, hvor jeg i en mini-tri kæmpede mig lodret igennem 400m hundesvømning, og kom op i tiden 12.34 som sidste mand, langt efter børn og gamle damer.

Jeg har dog altid være forholdsvis stædig af natur, så jeg var ret sikker på jeg nok skulle få det lært, hvis bare jeg fik sat mig et mål om deltagelse i et rigtigt tri-stævne.

Efter at have talt med Aleksandar i sensommeren 2009, gik træningsprogrammet i gang i oktober, og det stod hurtigt klart, at svømningen sagtens kunne tillæres på et niveau, der gjorde tri-debuten mulig.

Snart greb målsætningerne lidt om sig, og jeg tilmeldte mig Ironman Switzerland 2010 som hovedmål og Half Challenge Barcelona 2010 som delmål.

Og her er vi så nu… 7 måneders træning er fløjet af sted, og jeg er supermotiveret! J

Ved afrejsen til Barcelona var jeg spændt på debuten! Jeg følte mig klar og i god form, men det faktum at jeg aldrig før havde svømmet i åbent vand, gjorde mig spændt!

Heldigvis havde jeg dagen før stævnet mulighed for at få en prøvetur i bølgerne, og det hjalp gevaldigt på nerverne J På turen var jeg sammen med 5 andre atleter fra Atlética Tri i Horsens, og deres råd og vejledning har været uvurderlig. Det har virkelig været positivt at starte som ny en i klub, hvor man er så god til at dele erfaringer og støtte ud til nyankomne!

Dagen før stævnet bød på mange forberedelser, som jeg ikke på forhånd havde gjort mig noget begreb om ville tage så lang tid: Nusse, pakke, pille, drikke, pisse…om og om igen! Alting foregik i en sindstilstand som var en blanding af rolig, fokuseret fattethed og adrenalinpumpende, maverumlende spænding.

Jeg overraskede mig selv ved, ikke at være i panik, men derimod at glæde mig helt vildt til at komme i gang!

Race day startede en halv time før vækkeuret ringede. Det første blik ud af vinduet bekræftede heldigvis hvad vejrudsigten havde lovet: Sol og vigtigst af alt; fralandsvind J

Et par timer senere stod jeg på stranden, og var klar og opsat på at komme i gang! Spændt men fokuseret. Jeg prøvede at tænke på, at det der ventede ikke var mere end en god lang træningsdag.

Svømningen, som var den største usikkerhed var jeg med gårsdagens prøvetur i frisk erindring sikker på nok skulle gå. Og derfra skulle det hele nok flaske sig.

Startskuddet gik! Fedt at være i gang J Vandtemperaturen var omkring 15 grader, så det tog lidt tid inden vejrtrækningen nåede længere ned end til toppen af lungerne.

De første 800meter var i modstrøm, og min taktik var at prøve at bevare roen i starten, og så finde ind i en god rytme, og derefter øge tempoet.

Den plan gik godt. Selvom der ikke var meget vind, var der store runde dønninger, som gjorde det meget svært at se bøjerne i det fjerne. Det resulterede i megen unødig slalom-svømning!

Som forventet kom jeg til at ligge i bagerste del af svømmefeltet i min age group M30-34, men da jeg efter vendepunktet fandt en virkelig god rytme, begyndte jeg at overhale, og det gav god moral.

Da mit hovedmål på svømmedelen var at komme igennem uden at have brugt for meget krudt, og i øvrigt at bevare roen i det uvante element, var tiden 0.39.00 for de 1900m absolut tilfredsstillende. Bestemt med plads til forbedring.

Mine fingre var imidlertid blevet meget kolde på svømmeturen, og det besværliggjorde mit første skift en del. Det siger sig selv, at min erfaring i at komme ud af en våddragt er meget begrænset, og det er bestemt en ting der skal øves i den kommende tid J

Efter et noget langsomt skift på næsten 5 min, kom jeg af sted på cyklen, og nu var dagen for alvor i gang!

I Aleksandars race plan skulle jeg forsøge at træde 286 watt (SRM) på lige vej, og 314 på stigninger.

Ruten skulle køres i 2 loops og gik langs vandet fra Calella mod Barcelona og retur. Det var fedt at cruise i det perfekte vejr, og man opdagede næsten ikke det ikke helt ubetydelige antal højdemeter de rullende bakker løb op i.

Kilometrene fløj af sted og det virkede som om at Aleksandars target watts var velovervejede (tak ;).

Benene havde det rigtig godt, og jeg følte stort overskud.

Jeg huskede formaningerne om ikke at køre for hårdt, selvom man synes det gik derudaf uden problemer, og jeg prøvede derfor at sikre mig, at jeg ikke kom til at træde for mange watt på de sidste 10 km.

Det gav faktisk sig selv, da den sidste del af ruten forgik i zigzag på smalle gader med masser af vejbump af mere eller mindre tvivlsom karakter…

Cykeltiden blev 2.10.00, hvilket nok var lidt bedre end forventet. Ruten viste sig desværre at være ca. 3 km for kort, hvilket virker ret åndssvagt eftersom vendepunktet var en kegle midt på vejen, som ligeså godt kunne have været placeret lidt længere henne af vejen! (Åbenbart typisk spansk!)

Ved første øjekast var gennemsnitswattene på 276 overraskende lavt, da jeg faktisk havde på fornemmelsen at jeg på store dele af turen havde holdt lidt for høje watttal, men ved nærmere eftertanke kan det uden tvivl tilskrives de mange rundkørsler og vendepunkter samt zigzag kilometre ud og ind af byen.

Alt i alt var cykeldelen meget tilfredsstillende, og jeg var spændt på at se hvad der var i benene efter andet skift!

Andet skift gik meget bedre end det første, og jeg var hurtigt ude på løbebenene.

Aleksandar havde rådet mig til at lægge lidt roligt ud på løbet, og derefter lægge mig i pace 4.15-4.10.

Det viste sig dog hurtigt at der var mere fart i benene end forventet. Efter første km i 3.45 med kroppen fyldt med adrenalin over de mange tilskuere, måtte jeg dog lige genfinde roen.

Jeg lagde mig i pace 4.00, og det pace holdte jeg indenfor +-5sek. indtil 18km.

Det var en fantastisk oplevelse! Kroppen havde det virkelig godt, og benene løb helt af sig selv J

På intet tidspunkt følte jeg mig presset, og nu var jeg klar til at lukke op de sidste 3 km!

Efter trods alt at have været i gang et godt stykke tid, følte jeg at jeg satte tempoet væsentligt i vejret, men så jeg på tiderne var det ikke de vilde accelerationer der kunne spores J

Jeg gav selvfølgelig hvad jeg havde på de sidste 3, men det var uden at knække midt over.

Løbetiden på 1.24.00 var absolut dagens største overraskelse.

En så overvældende fed dag, som sluttende i tiden 4.22.24 kunne bare kun sluttes med begge arme over hovedet! J

Debuten var overstået mere end tilfredsstillende, og jeg var blevet mange erfaringer rigere!

Jeg har fået prøvet formen af, og fundet ud af hvor jeg specifikt kan hente meget tid. Jeg ved at der er usandsynlig meget derude at lære endnu, men jeg har fået blod på tanden, og glæder mig nu endnu mere til sæsonens hovedmål: IM Schwitzerland!

I weekenden blev en verdens hårdeste ironman stævner skudt i gang.

Oob var repræsenteret ved Peter Nielsen som kørte sin første ironman og første tri stævne - det kan man da kalde en debut.

Lars Meinertz der sidste år kørte Roth var også til start. Han skrev også et super indlæg om dette og som man fornemmer af det indlæg havde han ikke fået stillet sulten for jern.

Begge havde knoklet og svedt på deres hometrainere og havde trænet omkring 10 timer om ugen og var kommet i super god form.

Dagen begyndte flot med svømmetider på 1.15 for de to hvilket er flot især når man tænker på at de ikke kan svømme  (sorry guys). Istedet var de vel forberedte og klar og det betyder meget i et stævne.

Cyklingen og løbet er hvor Peter og Lars er bedst.

Desværre oplevede Lars problemer med kramper på cyklen men gjorde som man bør og om stillede sig til og forholdte sig til det. Sådanne ting behøver nemlig ikke ødelægge ens løb.

Peter slap for problemer og kørte fint igennem cyklingen.

På løbet kunne træneren se at Lars havde en hård dag men han kom igennem i tiden 13 timer og 10 minutter.

Når jeg tænker på lars’ forudsætninger er der en super præstation og en som køres en del bedre når han senere på året tager til Canada for at køre ironman der.

Peter havde et fint løb og kom i mål på 11 timer og et par sekunder. Ikke dårligt i sit første tri stævne.

Stort tillykke!

Jeg vil gerne skrive under på at svømning kan være frustererende.

I cykling og løb kommer fremskridt lettere fordi vi ved hvordan vi skal bevæge os i vores element og vi bliver i luft ikke straffet på samme måde som når vi er i vand.

YouTube videoen er en ganske god video der forklarer nogle simple ting omkring svømning du bør være opmærksom på.

Enjoy