Fra drøm til virkelighed - Lars Meinertz siger som i Nike reklamen; ” Just do it”
September 7th, 2009 af Aleksandar
Sidste efterår fik jeg kontakt til Lars Meinertz som havde tilmeldt sin Challenge Roth. Lars havde brug for vejledning fordi udfordringen om ironman var på det tidspunkt noget af en mundfuld.
Lars havde godt pakket en stor taske med tålmodighed og spist en stor skål diciplin før vi gik igang og han fulgte sin træning så godt at jeg indimellem frygtede for om jeg mon havde kørt ham for hårdt så han ville falde i søvn på sit job.
Det ville nemlig ikke være så godt da Lars er pilot så trods min flyskræk fortsatte vi træningen stort set uden afbrud.
Lars tog i juli til Roth for at gennemfører den drøm han havde haft i lang tid. Jeg har tidligere skrevet hvor sej han var og for at siden ikke skal udvikle sin til den rene hyldest til de jeg træner er her lars’ udvikling og hvad der er mere interessant nogle gode råd til som er rigtig gode hvis du selv overvejer at stille dig en udfordring som Lars gjorde.
Fra drøm til virkelighed.
Jeg har aldrig været nogen top atlet eller dyrket sport af anden karakter på højt plan, men drømmen om at gennemføre en Ironman har i mange år ligget og luret i min bevidsthed, efter jeg fuldførte mit første maraton løb i 1997 i København.
42,2km er langt at løbe… rigtig langt endda… og at gøre det lige efter en cykeltur på 180 km gør ikke udfordringen mindre!
Nåh ja…. så er der jo også lige de 3,8 km svømning, som skal gennemføres inden cyklen kan rulle der ud af! Rent vanvid, men ikke desto mindre et vanvid, der sagtens kan lade sig gøre at komme igennem med den rigtige træning og mentale indstilling.
Min træningsbaggrund og niveau inden projektets start var følgende:
- 2 x maraton løb, hvor af den seneste var i 2007.
- Løb som primær konditions sport gennem mange år.
- Kortere cykel turer henover sommeren 2008.
- Evnen til at svømme og en svag ide om, hvordan crawl skulle svømmes….
Min gode ven Mads Helios og jeg havde et par år forinden, i selskab med et par dåseøl og højt humør, udfordret hinanden i den sædvanlige testosteron fyldte ”det-kan vi-sagtens-klare” dyst.
Ja ja, tænkte jeg dagen efter… det har han garanteret glemt alt om og nu befinder han sig i en lykkelig uvidenhed om gårsdagen ”hjerneblødning”… Men nej, Mads nævnte et par dage senere, at vi hellere måtte sætte en dato for udfordringen, hvis ikke det hele skulle løbe ud i sandet.
Den 12. juli 2009 blev sat som ”dagen”, hvor vi ville gennemføre hele Ironman distancen i Roth og nu skulle der så trænes!
Ja drengene griner..men mon det var en del af væddemålet at tage til Tyskland i gummidragter 
Men, hvordan griber man lige sådan en udfordring an, når man ikke har den fjerneste ide om hvordan og hvorledes træningen skal opbygges og planlægges.
Gennem Endurance Sport fik vi kontakt til Aleksandar, der dyrker triatlon på højt plan og har gennemført flere Ironman distancer.
Jeg mødte Aleksandar første gang i starten af september måned 2008. I min forestillingsverden havde jeg allerede stykket ham sammen til at være minimum 2,5 meter høj, halvanden meter bred over skuldrene og helt igennem et monster af en mandsperson, der bare var bygget som en Leopard tank!!
I Endurance Sport mødte jeg en noget anden person, end den gladiator, der summede rundt i min indre fantasiverden….(hov det skulle jeg vist have vidst da jeg lavede den hårde træning 
”Han er jo ikke større end tobak for en skilling…” tænkte jeg J alt i mens vi fik serveret kaffe og isvand. Men passionen og intensiteten i mandens øjne, når vi snakkede tri-træning, var ikke til at tage fejl af. Aleksandar lever og ånder for sporten og brænder for at hjælpe andre til at nå deres drømme om Ironman distancen!
Min prioritering var at:
1. Gennemfører og få en god oplevelse.
2. Komme under 12 timer.
3. Slå Mads.
På grund af mit arbejde, der har meget vekslende arbejdstider og yderligere inkludere mange overnatninger i udlandet, var det lidt af en udfordring der ventede Aleksandar, når de kommende trænings pas og rutiner skulle planlægges. Antal træningstimer pr. uge ville ligge på omkring 12 timer.
Jeg har et arbejdsskema af 14 dages varighed og har som regel 2 perioder frem i tiden, der kan planlægges efter. Mine udlandsrejser gør yderligere, at jeg oftest kun kan løbetræne de steder og derfor må henlægge cykel- og svømmetræningen til mine fridage derhjemme.
Alt dette blev selvfølgelig vendt og drejet under vores møde, og Aleksandar var ikke i tvivl om at det sagtens kunne lade sig gøre. Jeg skulle bare sende ham en oversigt over, hvornår jeg havde fri og, hvornår jeg arbejdede. Ændrede mit arbejdsprogram sig efterfølgende skulle jeg bare maile ham og han ville så opdatere mit træningsprogram.
Som sagt så gjort og den første træningstime startede den 22. september 2008, hvor jeg skulle cykle 1 time og derefter løbe 40 minutter. Min puls måtte ikke overstige 142 slag, hvilket jeg bestemt havde lidt problemer med at holde på løbet, da jeg altid har løbet godt til og følt jeg skulle gispe efter vejret før jeg fik noget ud af træningen…!
I min tilbagemelding til Aleksandar sagde jeg, at jeg følte det som om jeg var ved at vælte omkuld pga. den lave hastighed…., men han var ikke til at hive flere slag ud af og fastholdte, at jeg bare skulle fortsætte i samme stil det næste stykke tid…. Ja tak, men hvor køber man lige et par løbesko med støttehjul…??
Overgangen fra cykel til løb føltes fuldstændig forkert de første par gange og jeg tænkte, at det her kan man da ikke vende sig til…!? Det gør man selvfølgelig og som så meget andet er det et spørgsmål om træning og vane.
Gennem de næste par måneder fik jeg lagt programmer, der skulle opbygge min grundtræning og kombinationen af de 3 sportsgrene føltes rigtig rart, da det gav en naturlig afveksling i træningsrutinerne.
Grundstammen i træningen baseredes på pulszoner, der blev udregnet ud fra min maximale puls og hvilepuls. Her opererer man med 6 forskellige zoner, hvor zone 0 er lavest og restitutionszonen og zone 5, der hvor kroppen kører på sit maximale.
Det meste af tiden ligger træningen i zone 0 og 1, men tiltager så med zone 2,3 og 4 i intervaller efterhånden som træningen intensiveres.
Svømningen var der, hvor jeg i første omgang havde min største udfordring. Mads er gamle elite svømmer og jeg havde stor glæde af, at tage et par trænings pas med ham i svømmehallen, hvor vi fik rette lidt på min position i vandet og afprøvet crawl teknik.
Det største gennembrud fik jeg dog under mit træningsophold på La Santa Sport, Lanzarote, hvor jeg havde meldt mig til deres Long Distance Triathlon Camp i marts måned.
Her møder man masser af andre triatleter med vidt forskellig baggrund og ambitionsniveau. Samtidig er det en super mulighed for at komme væk fra det noget kedelige skandinaviske vejr og få lidt sol og varme ind i kroppen på cykel- og løbeturene.
Svømmetræneren havde placeret mig i den absolut langsommste bane sammen med en hollænder og 3 englændere, der som jeg, ikke havde imponeret hende synderligt med vores 400 meters split tider….
Efter at havde svømmet de første 50 meter i deres herlige udendørs svømmebassin, blev jeg hevet ind til kanten og fortalt, at det jeg foretog mig i vandet krævede en del arbejde! Tak for kaffe tænkte jeg… det bliver en hård uge det her!
Men Rose, som træneren hed, startede processen med det samme og da ugen var omme havde jeg tillagt mig den rette teknik og position i vandet, der senere skulle føre mig igennem de 3,8 km i Roth.
Opholdet på Lanzarote havde desværre et uheldigt forløb for min videre træning derhjemme, da jeg fik en overbelastningsskade i mit venstre lår under de sidste dage på vulkan øen.
Frustrationen var stor da jeg mærkede, at jeg ikke kunne træde igennem på cyklen uden at det gjorde vanvittig ondt i den muskel, der sidder på indersiden af låret, lige over knæet. Det føltes som om, at nogen stak spidse nåle ned i vævet, der hvor musklen hæfter på knæleddet…
Så hurtig jeg kunne, fik jeg fat i Aleksandar via Skype og han gav mig straks navnet på en massør, han selv plejer at bruge, så jeg kunne få undersøgt skaden.
Dagen efter fik jeg tid hos Christian og han gav mig en halv time på bænken med elektroder, creme og sugekopper som løsnede op for musklen. Han var også sikker på at skaden skyldtes forkerte løbesko.
Et par dage senere fik jeg en god snak med gutterne i Endurance Sport og fik videofilmet mit løb på deres løbebånd. Og rigtig nok… jeg pronerede langt mere end jeg havde troet og tidligere fået fortalt ved køb af løbesko i andre forretninger. Underligt, fordi jeg overhovedet ikke havde følt nogen form for smerte under selve løbet, men kun under cyklen….!?
Der var nu kun 2 ting at gøre nu:
1. Køb et par nye løbesko, der kompenserede for min pronereing.
2. Tag det med ro i træningen de næste par uger for ikke at gøre skaden værre!
Aleksandar udarbejdede et mindre skåneprogram til mig, der skulle give benet ro, men samtidig ikke sætte træningen helt i stå og efter 2 uger kunne jeg så begynde at træne mere intens for at komme tilbage i form.
Så skete det der bare ikke måtte ske…
Efter en uges god træning røg jeg lige lukt ind i en hård omgang influenza og var igen ude af træningsprogrammet i yderligere 2 ½ uge!!
Nej nej nej…. det sker bare ikke det her, tænkte jeg! Vi er nu i maj måned, Roth er den 12. juli, og jeg har ligget stille i godt én måned, på et tidspunkt, hvor træningen bør være i en intensiverende fase!
Aleksandar var dog mere rolig og overbevist om, at jeg nok skulle nå at komme i form, men det krævede selvfølgelig at jeg ikke pådrog mig flere skader undervejs eller tilbragte yderligere tid under dynen med hosten og hakken…!
Mit træningsprogram blev rettet til og jeg tog fat på udfordringen med fornyet energi.
I starten føltes det som var jeg tilbage på begyndelsestidspunktet den 22. september 2008 og kunne, i sær ikke på løbet, få min puls og tempo til at harmonerer som tidligere.
Nu begyndte jeg for alvor at blive bekymret for om min form ville nå det rette niveau, men stille og roligt kom formen tilbage og det interval træning Aleksandar havde indlagt i mit program fik ikke min skade til at springe op igen. Og jeg har intet mærket til den siden!
Da jeg drog af sted mod Roth den 8. juli følte jeg mig så godt forberedt som jeg kunne være, omstændighederne taget i betragtning, men dog sikker på at jeg nok skulle komme igennem min første Ironman. Om det så blev under eller over 12 timer ville dagen vise.
Jeg nåede alle mine 3 målsætninger, hvoraf den sidste dog blev en smule bitter-sød, da Mads måtte gennemfører på nedsat kraft pga. den ætsning hans øjne blev udsat for efter han havde sprayet sine svømmebriller med anti-dug spray.
At han i det hele taget gennemførte løbet var lidt af en kraftpræstation og et bevis på at han absolut er en jernmand!
Træningen har fyldt rigtig meget i perioder, men også givet tifoldigt igen! At bruge energi giver energi og hverdagen bliver dejlig fredsfyldt og så meget nemmere at overskue, når krop og sjæl er i harmoni. Man skal dog ikke lade sig narrer… det er hårdt og man har mange ensomme timer, hvor det gælder om at fokuserer på målet!
Og netop at løbe gennem målporten i Roth var en ubeskrivelig følelse af smerte og euforisk glæde, blandet med en dyb taknemlighed over at havde været i stand til, at kunne forfølge endnu en drøm og gøre den til virkelighed.
Som afsluttende bemærkning kan jeg kun bekræfte Aleksandars mantra om altid at lytte til sin egen krop og de signaler den sender. Jeg måtte gennemføre Roth uden puls ur pga. en tåbelig fodfejl efter svømningen og da den værste panik havde lagt sig var der ikke andet end at klø på efter bedste evne og komme videre…
Held og lykke med din kommende Ironman… J
May 25th, 2010 at 7:46 am
[...] Lars Meinertz der sidste år kørte Roth var også til start. Han skrev også et super indlæg om dette og som man fornemmer af det indlæg havde han ikke fået stillet sulten fo…. [...]
July 29th, 2010 at 8:27 am
[...] Men en ting er sikkert du kan altid læse den igen. [...]